Sommer-garnnyheder

Se nogle af sommerens garn-nyheder

Hen over sommeren har vi fået flere nye farver og opskrifter hjem, der supplerer vores eksisterende garn-sorter. Her er et lille udpluk:

2 nye farveskifte-garner
Uld og pylamid, velegnet til sjaler og strømper 
Til pind 3

“Bedstefartrøje”: Opskrift og garn
Opskriften er til små børn strikket i recycled uldgarn.

Tilia: Brændt orange. (Passer til Det Gamle Apotheks murværk) =)

Anina – 3 nye farver

Esther-serien: nye farver
55% uld 45% bomuld
Til pind 3

Menuen udvides igen

Åbent alle dage igen og nu med fuldt menukort.

Kære kunder
Vi er glade for at kunne sige, at menukortet nu er helt tilbage til normalen MED tarteletter! 

Vi har igen åbent alle ugens dage: 
Mandag til fredag fra 10:00-17:00 og lørdag & søndag 10:00-16:00. 

Udenfor i Apothekerhaven, hvor der er masser af plads(er) i både læ, sol og skygge, kan man nyde sin bestilling med god afstand.

Ring gerne og bestil bord. Vi har også et par borde ud til Lindegade, hvis man vil nyde udsigten dén vej.

Indenfor har vi rykket rundt, så det også dér er lettere at holde afstand.

OG så har vi jo i mellemtiden fået masser af dejlige, spændende, sjove og smukke varer hjem i butikken, – og vi må ikke glemme Café Garn, vores garnafdeling, som næsten hele tiden får nyt garn og nye modeller hjem.

Følg med på vores Instagramprofil og Facebooksider for flere nyheder.

https://www.facebook.com/DetGamleApothek.dk
https://www.facebook.com/CafeGarn
https://www.instagram.com/det_gamle_apothek 

Velkommen i Det Gamle Apothek – der må hygges med afstand!

Hækle-kit: Skål med bobler!

Denne hæklede skål synes vi er en oplagt veninde- eller baby/tumlinggave. Fyld den op med små lækkerier for at være ekstra elskværdig.

Apothekerfruen har begået en herlig hækleopskrift på en firkantet filtet skål med kraftige kanter. Den er både sjov og nem/hurtig at lave, og du kan slå dig løs i alverdens mulige farvekombinationer. Ingen montering, kun en tur i vaskemaskinen for at blive tæt og vamset, og til sidst folder du siderne ned for at stabilisere skålen.

Den hæklede skål synes vi er en oplagt gaveidé, som du, hvis du har lidt erfaring med at hækle, kan lave på en aften foran fjernsynet. Om natten kan du vaske den, og så skal den bare tørre og pakkes ind eller fyldes med gode sager 🙂

Garn + opskrift: Kr. 137,-

Husk, at vi har udbringning i lokalområdet under karantænen, så du kan sikre dig et hyggeligt weekendprojekt allerede i dag 🧶

TirsdagsTaffel for kvinder, der elsker garn og hygge

Vi har i mange år holdt Strikkeaften her i Christiansfeld hver tirsdag for de af vores kunder, som gerne vil mødes og hygge med andre strikkere og hæklere. Vi ved, at denne aften for mange har været et helle. 

Nu kan I og andre kvinder med hang til lækkert garn glæde jer til en udvidet tirsdag friaften, for aftensmaden står vi for. Velkommen til TirsdagsTaffel med Ristaffel og hygge – for kvinder!

TirsdagsTaffel

TirsdagsTaffel går slet og ret ud på, at man bruger en time på at spise Ristaffel sammen med andre strikkere og hæklere. Vi serverer Ristaffel med kylling i mild karry og behørigt tilbehør kl. 18.

Når klokken er 19 og man er mæt og glad, (og måske endda salig, fordi man har sluppet for at lave mad derhjemme), kan man gå hjem igen eller vælge at deltage i Strikkeaften, hvor vi nørkler igennem med vores strikke- eller hækletøj, drikker kaffe osv., fra kl. 19.00-21.00. 

Bemærk venligst:

  • Man behøver ikke at have sit garnprojekt med, hvis man udelukkende deltager i taffelet.
  • Det Gamle Apothek holder lukket en time mellem kl. 17 og 18 for at lave maden. Der kan derfor ikke oses inden TirsdagsTaffel.
  • Det nytter ikke at møde op, hvis man er en mand 😀

DATO: Tirsdag den 4. februar 2020 kl. 18.00-19.00 – før Tirsdagsstrik

MENU: Ristaffel med Kylling i karry (mild) samt diverse tilbehør.

STED: Fruens Stue (1. sal) i Det Gamle Apothek, 6070 Christiansfeld.
Find din rute i bil
Find din bus – Rute 134 kører mellem Kolding – Christiansfeld – Haderslev
Eller prøv Rejseplanen.

DELTAGERPRIS: 99 kr. eksklusiv drikkevarer til maden.
Efterfølgende kaffe og kage, som serveres fra kl. 19.00.

BINDENDE TILMELDING!
TILMELDINGSFRIST: Søndag d. 2. februar.

Tilmeld dig i Det Gamle Apothek i Christiansfeld, på tlf. 61 28 11 16  eller på email: trunte@chr-feld.dk
Først-til-Mølle-deltagelse.
Max. deltagerantal: 20
kvinder.

Madagascar-tasker

Håndlavede tasker importeret fra Madagascar. Der er både store og små tasker, for den slags er jo smag og behag.

Håndflettede/vævede tasker importeret fra Madagascar. Store og små tasker, for den slags er jo smag og behag, men de er alle flotte. De er endda også smukke på indersiden, og så kan foret lukkes af ved hjælp af en lille snor i en løbegang.

Over skulderen med den på en sommerdag! Vi har fået et lille lager hjem, men der er et pænt udvalg af forskellige stadigvæk.

 

Vi opruster med garn

Nu har vi fået vores lækre garn flyttet hen i Det Gamle Apothek, Christiansfeld, hvor du stadig kan hygge med bl.a. kaffe, kage, frokost og en fadøl. Læs mere om baggrunden for, at garnet er flyttet fra amanda-m.dk til Apotheket.

Garn og strikke rimer på hygge – sådan er dét bare.

Garn, strikkegrej, kurve, badges og keramik, som før havde til huse i amanda-m.dk, finder du nu i Det gamle Apothek, Lindegade 23, 6070 Christiansfeld. Nok er vi garvede garnnørder, men ikke for gamle til en blog, så værsågod at følge os. Vi forventer at begå indlæg med jævnlige mellemrum om alt, der dufter bare en smule af garn eller gourmet.

Baggrunden for garnets flyttedag er, at amanda-m.dk den 1. juni 2017 overdrages til Diana Larsen. Jeg håber, at I vil tage lige så godt imod amanda-m’s nye ejer, som da hun styrede biksen som min uundværlige medarbejder.

Diana overtager ikke garnafdelingen og heller ikke webshoppen amanda-m.dk, men laver en ny hjemmeside på samme webadresse. amanda-m.dk vil stadig hedde amanda-m.dk med lille a og vil primært fokusere på tøj til glade kvinder, og som noget nyt vil du finde en afdeling med børnetøj. Følg med på amanda-m.dk’s facebookside, hvor amanda-m.dks nye website vil blive annonceret.

KOM OG SE DET “NYE” APOTHEK!
Selv om vi godt nok må undvære Diana, vil en del af inventaret og sortimentet heldigvis være at finde i hhv. frokostcaféen Det gamle Apothek, Lindegade 21, 6070 Christiansfeld og i Brødrehusets lille Honningcafé, Lindegade 34C, 6070 Christiansfeld.

ÅBNINGSTIDER kl. 11-17 alle dage.

Vil du gramse GARN og nørde med OPSKRIFTER og diverse strikke- og hæklegrej, findes lastens hule derfor fremover i Det gamle Apothek. Der også være gammeldags trælegetøj, flettede kurve, isenkram i form af dyrefigurer, lysestager, krus, kopper og kander og en masse andet hyggeligt, samt ikke at forglemme, spændende DELIKATESSER på glas.

Som om det ikke var nok, kan du med samme smæk hygge dig med en kagetallerken med kaffe/te, en frokost, måske med en fadøl til.

STRIKKECAFEEN har vi også flyttet med, og det foregår stadig tirsdag aften som førhen, men fremover naturligvis i Det gamle Apothek.

Fra Brødrehusets lille Honningcafé vil du finde endnu mere keramik og porcelæn end tidligere side om side med gaveidéer som muntre skilte, dyrefigurer, magneter og slik sammen med det vigtigste: HONNINGKAGER, is og varme drikke samt lette måltider.

Alle tre forretninger har åbent og flytningen er overstået – (rodet er da næsten væk) og du kommer ikke til at gå forgæves mellem kl. 11 og 17 alle dage.

ÅBNINGSTIDER
Alle dage 11.00 – 17.00
Plus Strikkecafé tirsdag 19.00 – 21.00