Et tilbud om gratis standplads ved Arbejdende Værksteder

Kære kunsthåndværker/håndværkskunstner

Ønsker du at vise dit håndværk frem og evt. sælge af det?

Måske kender du vores have i Det gamle Apothek i Christiansfeld. De seneste 2 somre har vi “udlånt” dele af vores godt besøgte have til diverse kunsthåndværkere. Både amatører og professionelle.

Vi har bl.a. haft “gæsteoptræden” af kunstmalere, smed, træfolk, papirmager,uldspinder, plantefarver, smykkekunstner, hæklere og håndlæser. Flere har solgt godt og kommer også igen i år.

Det har hovedsageligt været i weekenderne sommeren over, men nu vil vi gerne udvide konceptet, så vi får hverdagene i skolebørnenes sommerferie med og vi vil gerne have nye folk på banen, så hvis du har noget hjemmelavet at sælge eller bare vise frem, er det her, du kan komme ind i billedet.

Lidt om konceptet:

Det er helt gratis at sælge fra vores have, og alle handler skal gå uden om os, så du skal kunne klare dig selv. Vi lægger bare “græs” og gratis kaffe til.

Du kan sælge hvad du vil, men alt skal være hjemmelavet.
Absolut ingen loppeeffekter eller almindelige butiksvarer.

(Tip: De folk, der kan producere noget på stedet, sælger bedst).

Du kan vælge at komme 1 eller flere dage, det er helt op til dig. Du kan stille op alle dage kl. 10.00 (Vi anviser en god ogsynlig plads), og du skal være ude igen, når haven lukker kl. 17.00. Vi hjælper hinanden med at annoncere dit besøg ud via nettet, venner, osv.

Vi forventer bare, at du vil hjælpe med til at give vores gæster/dine kunder en god og hyggelig oplevelse.

Hvis du vil se haven, booke plads eller bare høre mere, er du velkommen forbi Det Gamle Apothek, Lindegade 21, Christiansfeld – eller ring til Trunte på 61281116.

Vi håber at høre fra dig.

Hilsen Trunte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *