Uhæmmet garn-gramsning

Vores garn er til at ta’ og føle på

I vores butik er garnet til at tage og føle på – og snuse til. Uld, bomuld og blandingsgarner er der masser af. Knap så mange syntetiske garner. Så kom forbi og føl dig frem gennem et varieret nøgle-rige.

Når garnafdelingen får nye varer,  kommer de løbende på siden her med billede og beskrivelse.

Vi opruster med garn

Nu har vi fået vores lækre garn flyttet hen i Det Gamle Apothek, Christiansfeld, hvor du stadig kan hygge med bl.a. kaffe, kage, frokost og en fadøl. Læs mere om baggrunden for, at garnet er flyttet fra amanda-m.dk til Apotheket.

Garn og strikke rimer på hygge – sådan er dét bare.

Garn, strikkegrej, kurve, badges og keramik, som før havde til huse i amanda-m.dk, finder du nu i Det gamle Apothek, Lindegade 23, 6070 Christiansfeld. Nok er vi garvede garnnørder, men ikke for gamle til en blog, så værsågod at følge os. Vi forventer at begå indlæg med jævnlige mellemrum om alt, der dufter bare en smule af garn eller gourmet.

Baggrunden for garnets flyttedag er, at amanda-m.dk den 1. juni 2017 overdrages til Diana Larsen. Jeg håber, at I vil tage lige så godt imod amanda-m’s nye ejer, som da hun styrede biksen som min uundværlige medarbejder.

Diana overtager ikke garnafdelingen og heller ikke webshoppen amanda-m.dk, men laver en ny hjemmeside på samme webadresse. amanda-m.dk vil stadig hedde amanda-m.dk med lille a og vil primært fokusere på tøj til glade kvinder, og som noget nyt vil du finde en afdeling med børnetøj. Følg med på amanda-m.dk’s facebookside, hvor amanda-m.dks nye website vil blive annonceret.

KOM OG SE DET “NYE” APOTHEK!
Selv om vi godt nok må undvære Diana, vil en del af inventaret og sortimentet heldigvis være at finde i hhv. frokostcaféen Det gamle Apothek, Lindegade 21, 6070 Christiansfeld og i Brødrehusets lille Honningcafé, Lindegade 34C, 6070 Christiansfeld.

ÅBNINGSTIDER kl. 11-17 alle dage.

Vil du gramse GARN og nørde med OPSKRIFTER og diverse strikke- og hæklegrej, findes lastens hule derfor fremover i Det gamle Apothek. Der også være gammeldags trælegetøj, flettede kurve, isenkram i form af dyrefigurer, lysestager, krus, kopper og kander og en masse andet hyggeligt, samt ikke at forglemme, spændende DELIKATESSER på glas.

Som om det ikke var nok, kan du med samme smæk hygge dig med en kagetallerken med kaffe/te, en frokost, måske med en fadøl til.

STRIKKECAFEEN har vi også flyttet med, og det foregår stadig tirsdag aften som førhen, men fremover naturligvis i Det gamle Apothek.

Fra Brødrehusets lille Honningcafé vil du finde endnu mere keramik og porcelæn end tidligere side om side med gaveidéer som muntre skilte, dyrefigurer, magneter og slik sammen med det vigtigste: HONNINGKAGER, is og varme drikke samt lette måltider.

Alle tre forretninger har åbent og flytningen er overstået – (rodet er da næsten væk) og du kommer ikke til at gå forgæves mellem kl. 11 og 17 alle dage.

ÅBNINGSTIDER
Alle dage 11.00 – 17.00
Plus Strikkecafé tirsdag 19.00 – 21.00

Garn og hygge med kaffe og kage

alle ugens syv dage fra 11.00-17.00.

Det er helt enkelt hos os – en kagetallerken med lidt honning-goodies mm. samt en ganske almindelig, god kop kaffe med mælk/fløde/sukker.

Der er altid honningkage på tallerkenen hos os, suppleret med en anden kagetype, og så-er-der-forresten kaffe ad libitum, når du har købt kagetallerkenen.

NB! Man behøver ikke være strikke- eller hækle-roligan for at nyde livet i Det Gamle Apothek. Man må også gerne sætte sig helt stille ned med en avis inde i caféen og måske bestille noget fra menukortet. Om sommeren kan man tage plads i haven.

Tapperi med olie og balsamico

Balsamér dig selv med blåbær, havtorn, blodappelsin, æble, granatæble og mange flere slags balsamiske eddiker. Citronolivenolie og valnøddeolie har vi også pt. Kom forbi og få en smagsprøve i frokostcaféen – udvalget varierer, vi tapper på stedet, og vi har altid et udvalg af færdigtappede flasker, hvis du har travlt.

I Det Gamle Apotheks lille delikatesseafdeling kan du både købe flere slags himmelsk olie og balsamico. Bløde, søde og rige på smag og gyldne farver udgør de et populært valg til en værtindegave. Tag din egen tomme flaske med eller køb en flaske hos os, som vi fylder med din favorit. (Hvis du da kan bestemme dig).

Såvel salater som fisk, rodfrugter, ost og dessert kan alle tilføres ekstra kontrast og lækkerhed med en smule balsamico. Kom forbi og få en olie- eller balsamico-smagsprøve på et stykke brød i vores lille in-house tapperi og slå smagsløgene ud. Det er overraskende mums! Ikke surt, men blidt og markant.

Spørg venligst ved disken, hvis du også vil smage, da tapperiet betjenes af vores uundværlige personale.

NB.
Vi tager forbehold for udsolgte varianter. Så vidt lager haves sælger vi såvel flasker som balsamico og olie og giver naturligvis smagsprøver.

Ingen knaphed på knapper

Farverig og inspirerende knap-bar i garnafdelingen

Skal du kunne knappe strikketøjet, er der masser af inspiration at hente, når du besøger vores knap-bar. Enkelte lapper kan vi også klare, og vi har masser af strikkepinde – dem på billedet her er imidlertid forbudte for voksne. Børnestrikkepinde kr. 30,-